AdWords bureau snyder

7 Tegn på at dit AdWords Bureau Snyder Dig

Er du I tvivl om din virksomheds AdWords-konto får den opmærksomhed som din konsulent har lovet? Hos Geniads overtager vi desværre jævnligt konti, der sjældent – og i nogle tilfælde – aldrig vedligeholdes selvom kunden betaler relativt store beløb hver måned for håndtering og løbende optimering. I denne artikel lærer du hvordan du nemt kan tjekke om du får den service som du betaler for.

 

Bliver du snydt af dit AdWords bureau?

Inden vi gennemgår de 7 tegn er det vigtigt, at du er opmærksom på den aftale som er indgået med bureauet. Hvis ikke I har aftalt nogle faste opgaver eller et minimum for tidsforbrug udnytter dit bureau måske din uvidenhed, men gør ikke direkte noget forkert. Omvendt er det nok på tide at lave en ny aftale eller skifte AdWords-leverandør, hvis flere af nedenstående tegn gør sig gældende for kontoen og samarbejdet.

 

  1. Tom ændringshistorik:

Dette er den vigtigste og mest åbenlyse indikator ift. hvor meget din AdWords-konto vedligeholdes. Du finder din ændringshistorik / change history ved at vælge fanen ”kampagner” og trykke på det blå link i højre side:

AdWords ændringshistorik

Her kan du se alle ændringer i kontoen for det datointerval som du har valgt oppe i højre hjørne. Hvis der benyttes automatiske regler og scripts til budgivning og etikker vil disse ændringer betyde at du let kan miste overblikket over omfanget af manuelle ændringer. Derfor kan du overveje at oprette et filter, hvor du frasorterer budændringer:

AdWords change history

Kig efter datoen i venstre kolonne og se hvem der har lavet ændringerne. Der er forhåbentligt foretaget ændringer med jævne mellemrum som vist ovenfor.

 

  1. Der tilføjes ikke negative søgeord:

Hvis der benyttes brede søgeord i kontoen er det vigtigt, at der løbende tilføjes negative søgeord. Ellers risikerer du at købe en masse irrelevant trafik. Du kan enten kigge efter oprettelse af negative søgeord i din ændringshistorik eller du kan hurtigt gennemgå de søgetermer, som giver mest trafik og ikke er tilføjet i kontoen. Sidstnævnte gøres ved at trykke på fanen ”søgeord” og vælge ”søgetermer”:

AdWords søgetermer

Ved at tilføje et filter kaldet ”tilføjet/ekskluderet” og vælge ”ingen” kan du se de søgetermer, der ikke er taget stilling til. Hvis der findes mange irrelevante termer med mange eksponeringer bør der arbejdes mere med negative søgeord.

 

  1. Afviste annoncer og søgeordskonflikter:

Generel uorden i din AdWords-konto er endnu et tegn på manglende vedligeholdelse. En søgeordskonflikt indebærer at et søgeord ikke udløser annoncer fordi et negativt søgeord blokerer det. Dermed går du glip af klik og kundeemner. Det samme er tilfældet med afviste annoncer. Et højt antal afvisninger kan medføre, at Google suspenderer kontoen. Både afvisninger og søgeordskonflikter fremgår tydeligt i højre hjørne af AdWords-interfacet:

AdWords afviste annoncer

Antallet af afviste annoncer skal selvfølgelig holdes op i mod kontoens størrelse og evt. branchen. Eksemplet ovenfor er taget fra en AdWords-konto med over 50.000 aktive annoncer.

 

  1. Ringe fordeling af budgetter:

Hvis dine kampagner er begrænsede af budget er det afgørende, at pengene flyttes over på de kampagner, som giver dig det bedste afkast. Når en kampagne løber tør for dagligt budget vises kampagnens annoncer ikke resten af dagen. Dette fremgår tydeligt i AdWords under fanen ”kampagner” i kolonnen ”status”:

AdWords budget

Vurderingen afhænger naturligvis af jeres aftale ift. budget og fokusområder, men som udgangspunkt bør dine bedste kampagner aldrig være begrænsede af budget.

 

  1. Aftaler, målsætninger og deadlines overskrides:

Dit bureau overholder ikke fælles aftaler og måske du også oplever lang svartid eller mødes af dårlige undskyldninger, når du konfronterer din kontaktperson med det. Hvis dit bureau generelt hænger i bremsen og sjældent handler proaktivt er der enten afsat for lidt tid til håndtering eller også bruges tiden nok på noget andet.

 

  1. Manglende gennemsigtighed og kommunikation:

Som et absolut minimum bør du have adgang til kontoen, så du kan tjekke op på ovenstående punkter. Hvis AdWords-kontoen er af en vis størrelse bør du indgå en aftale, der omfatter månedlige rapporter, løbende dialog omkring performance, og evt. sparring ift. online strategi.

 

  1. Rapporter og emails er ukonkrete:

Du modtager måske en email hver måned med nøgletal fra AdWords, men der mangler detaljer, initiativer og anbefalinger. En AdWords-rapport bør indeholde mere end blot de tal som du selv kan finde i systemet. Alternativt bør du spørge ind til konkrete ændringer i kontoen, specifikke tiltag, og evt. fokusområder i den kommende tid.

 

Vi sidder klar til at hjælpe din virksomhed

Hvis du betaler for månedlig håndtering af AdWords og kan genkende flere af ovenstående tegn bør du overveje at kigge efter et andet bureau. Men inden du korsfæster dit nuværende bureau skal du naturligvis tjekke om I har en aftale om faste opgaver eller et minimum for tidsforbrug pr. måned. Det er vigtigt at sådanne aftaler indgås eksplicit over eksempelvis email, så begge parter er indforstået med betingelserne og der skabes grundlag for et transparent og ærligt samarbejde.

Får din virksomhed det optimale ud af Google AdWords? Få et gratis og uforpligtende AdWords tjek fra en af vores eksperter.
Simon Raun Madsen

Simon Raun Madsen

Search marketing consultant hos Geniads. Min tilgang til AdWords afspejler både en kreativ og kritisk tankegang med udgangspunkt i data. Her på bloggen deler jeg ud af min ekspertviden om kampagneopsætning og optimering med fokus på at maksimere dit investeringsafkast.

Kontakt mig på simon@geniads.com
Simon Raun Madsen