Få det optimale ud af Google Remarketing

Du har sikkert allerede fået tudet ørerne fulde med, at du SKAL benytte dig af remarketing på Google – og det skal du også! Men hvordan gør du det så i praksis?

Vi har før skrevet et indlæg om remarketing, hvor vi har ridset lidt i lakken, men der er så mange måder det kan gribes an på, og derfor vil vi gerne fortælle mere om emnet.

Remarketing er i sin grundform en ganske simpel størrelse, men hvis du gerne vil lægge en ekstra indsats for at få det fulde udbytte, kan der være mange ting at holde styr på. Det eneste, du skal forholde dig til nu, er: Vil du konvertere dine tidligere besøgende til kunder eller få tidligere kunder til at købe igen?

Godt, så læs med!

 

Hvad er remarketing?

Remarketing eller retargeting, som det også bliver kaldt, betyder at du har en chance mere for at overtale dine tidligere besøgende om, at de skal købe hos dig! Det er en metode til at nå ud til personer, der tidligere har interageret med din hjemmeside. Vi ser ofte en ROAS 3-5 gange højere eller en CPA tilsvarende lavere, alt afhængig af branche, virksomhed og produkt.

Google remarketing kan anvendes på search kampagner, Google Shopping, displaynetværket, Gmail og YouTube.

Hvordan du skal gribe din remarketingstrategi an, afhænger i høj grad af hvor mange månedlige besøgende du har. Hvis du ejer en lille webshop, vil jeg anbefale at målrette mod alle besøgende. Hvis du derimod har en stor webshop med mange tusinde besøgende hver måned, kan der være stor værdi i at dele dine målgrupper op og annoncere mere målrettet mod personer, der har vist mere interesse end andre.

 

Søgenetværket: Sørg for at være i top med RLSA

RLSA står for Remarketing Lists for Search Ads, og det begreb har du sikkert også stiftet bekendtskab med før. De færreste ved præcis, hvordan de skal gribe det an.

På søgenetværket kan du ramme tidligere besøgende med dine annoncer, hvis de aktivt søger efter dine søgeord. Det, du skal sikre dig, når dine tidligere besøgende søger er at være placeret i toppen. Normalt er det ikke altid en fordel at ligge nr. 1 i Googles resultater, men det er det, når det gælder remarketing. En person, der har læst på din hjemmeside, er meget mere tilbøjelig til at købe hos dig. Derfor skal du byde op for disse personer.

Men hvordan gør du det så?

 

Sådan kommer du i gang

For at kunne anvende remarketing, skal du have nogle remarketinglister.

For at oprette remarketinglister, skal du enten linke din Google Analytics konto til Google Ads eller tilføje Google Ads-tagget på dit website ved at følge Googles guide: Guide til remarketingtag

Hvis du opsætter Google Ads remarketingtag oprettes der nogle standard-remarketinglister til dig, som du kan bruge til at målrette din kampagne.

Dem finder du ved at klikke på værktøjsikonet  øverst til højre i dit Google Ads-interface og derefter på  Målgruppeadministrator i sektionen “Delt samling”.

Her finder du Målgruppelister på sidemenuen til venstre. Når du skal føje en liste til din kampagne, skal du vinge den af og klikke på “Føj til…”, og vælg “Annoncegrupper/Kampagner” på den blå bjælke, der vises over dine målgruppelister. Nu kan du vælge en målretningsindstilling for målgruppen i kampagnen eller de valgte annoncegrupper, og så klikker du bare på Tilføj målgrupper. Det er ikke fordi det kræver den store tekniske kunnen.

Hvis du ikke har gjort dette, så bliver du med stor sandsynlighed stadig vist for dine tidligere besøgende, da dine resultater vil dukke op på søgenetværket som sædvanlig. Men med remarketinglister har du en gylden mulighed for at sikre dig at blive vist ved at lægge et højere bud for at indtage en bedre position.

 

Brug dine målgrupper optimalt

Du kan også gå lidt mere i dybden og importere flere remarketinglister via Google Analytics. Der er specielt to gode pakker, jeg varmt kan anbefale:

… og

Med listerne har du både mulighed for at målrette dig mod personer, der har besøgt siden inden for de seneste 1, 7, 30, 14 og 60 dage. Hvis det ikke er nok for dig, kan du selvfølgelig selv lave flere lister. Derudover har du mulighed for at målrette dine annoncer til personer, der har besøgt mere end 3 undersider på din hjemmeside, surfet rundt på din hjemmeside i mere end 3 minutter, købt for mere end 1.000 kr. og meget mere. De er guld værd!

Hvis du gerne vil have en målgruppe med personer, der har lagt et produkt i indkøbskurven uden at købe, så skal du selv oprette denne målgruppe i Analytics.

Der er to måder at bruge disse lister på. Det er mest brugt at tilføje listerne til dine nuværende search- og shoppingkampagner og justere buddet for de enkelte lister. Det er en god idé at lave en trappe, så du inddeler listerne efter hvor langt den pågældende målgruppe er i købsprocessen. Et bud på en “trappe” kan være at byde op for personer, der har:

  • Købt for et stort beløb
  • Købt flere gange
  • Tilføjet et produkt til kurven uden at købe
  • Brugt mere end 10 minutter på hjemmesiden
  • Besøgt mere end 5 undersider

Det kan være, det er anderledes for din branche og virksomhed, men det er en god idé at byde op for nogle af målgrupperne på disse lister. Hvis du gerne vil se det an, så kan du også tilføje listerne og lade dem samle data og derefter justere buddet ud fra den data, du har fået, alt efter hvor godt de har performet.

Hvis du bruger remarketinglisterne på denne måde, skal du huske at indstille din kampagnes/annoncegruppes fleksible rækkevidde til “Observation”, så du samtidig bliver vist til alle, der endnu ikke har besøgt din side. Om du skal indstille dette på kampagne- eller annoncegruppeniveau afhænger af, hvor du har tilføjet listerne.

 

Import af remarketinglister fra Analytics

Hvis du også gerne vil arbejde med disse lister, skal du følge denne guide.

  1. Log ind i Google Analytics.
  2. Tryk på Administrator (møtrikken i venstre bund).
  3. Under Ejendom finder du Målgruppedefinitioner. Her vælger du Målgrupper.
  4. Tryk på knappen Importér fra galleri.
  5. Vælg Engagement Pack og Ecommerce Pack.
  6. Tilføj dem til dine kampagner i Google Ads.

 

Målrettet RLSA-kampagne

Den anden måde, du kan bruge remarketing på, er ved at oprette en RLSA-kampagne kun målrettet tidligere besøgende.  Hvis du har nogle store remarketinglister og søgeord med god volumen, er der mulighed for, at du kan lave en kampagne udelukkende målrettet remarketinglisterne. Det kan være en god idé, fordi det giver dig mulighed for at skræddersy dit budskab til dine tidligere besøgende. Derudover kan du også gøre lidt mere ud af det og tilbyde noget ekstra, fx en rabatkode, til tidligere besøgende, hvis det kan være med til at overtale dem til at handle hos dig fremfor konkurrenterne. Du kan også prøve nogle af dine “dyre” søgeord af, der ikke performer godt i dine normale kampagner. Der er mulighed for, at de kan performe godt, hvis de kun bliver vist til tidligere besøgende. Hvis du vælger denne vej, så skal du huske at indstille din kampagnes fleksible rækkevidde til “Målretning”.

Nu går vi ind i en tid, hvor en specifik RLSA-kampagne kan give god mening. På Black Friday er der krig om at få fat i kunderne, og de fleste virksomheder vil ikke gå glip af potentiale. Her kan det give god mening at oprette en kampagne udelukkende målrettet til dine remarketinglister og så byde ind på “Black Friday” for at opfange alle søgninger relateret til Black Friday, men samtidig sikrer du dig, at de har besøgt din hjemmeside eller webshop før, så det ikke stikker helt af. Det samme kan du gøre op til jul, hvis der er god volumen på dine søgeord og dine lister er store nok.

 

Men hvor store skal listerne så være?

På søgenetværket skal du have mindst 1.000 aktive besøgende eller brugere inden for de seneste 30 dage.

På displaynetværket skal du have mindst 100 aktive besøgende eller brugere inden for de seneste 30 dage. Jeg kommer ind på Display Remarketing lige herunder.

Du kan følge med i, hvor store dine lister er ved at kigge under “Målgruppeadministrator”.

 

Display: Vis bannere til relevante målgrupper

Remarketing er som alt andet annoncering anderledes på displaynetværket end på søgenetværket, fordi du pusher dit budskab ud til personer, der ikke har bedt om det. Derfor kan displayannoncering også blive en dyr fornøjelse, da konverteringsraten næsten altid er lavere end på søgenetværket.

Derfor er der endnu mere grund til at benytte sig af display-remarketing, hvis du ikke har ubegrænsede budgetter. Vores data viser, at display-remarketing fungerer godt på tværs af brancher, og det er en god måde til at målrette dit budskab specifikt og give dine tidligere besøgende “det sidste skub”.

Det kan ligesom på søgenetværket både gøres meget simpelt, men der kan også arbejdes mere i dybden, så du har de optimale muligheder for at få succes med din remarketing. Hvis du gerne vil gøre det simpelt, så er det bare at få oprettet en displaykampagne, hvor du målretter den til dine tidligere besøgende. Hvis du gerne vil gå dybere til værks, kan du oprette flere annoncegrupper, hvor du målretter personer, der har lagt i kurven uden at købe eller personer der har haft en høj engagement rate, fx set 3 undersider eller været på hjemmesiden i mere end 2 minutter. Fordelen ved at opdele disse målgrupper er, at du kan justere dit bud ud fra hvem, der er tættest på at foretage et køb. En person, der har læst på hjemmesiden i 3 minutter, besøgt den over 2 gange eller har set mere end 3 undersider er mere tilbøjelig til at foretage et køb hos dig end en der har bouncet fra din hjemmeside efter 2 sekunder.

Her er et eksempel på hvordan du kan opdele dine annoncegrupper, hvis du er en virksomhed, der skal have folk til at bestille noget på hjemmesiden. “Prisberegner besøgende” kan byttes ud med “Har besøgt en bestemt side” og “Har besøgt /bestil uden konv” kan byttes ud med “Har lagt i kurv uden at købe”. Her kan det ses, hvordan vi har lagt forskellige bud ud fra, hvor tæt brugeren er på et køb. Hvis personen har besøgt bestillingsiden eller har lagt en vare i kurven uden at købe er vedkommende mere tilbøjelig til at købe hos dig end personer, der “kun” har besøgt siden uden den store interaktion.

Hvis du har et produkt, der kan blive købt mere end én gang, kan det også give mening at målrette nogle bannere til personer, der har købt før.

Hvis du samtidig kører en displaykampagne målrettet nye besøgende, så skal du huske at ekskludere “Alle besøgende” på denne kampagne, da du fanger dem i din remarketingkampagne.

Hvis du vil vide mere om hvordan du opbygger din displaykampagne med frekvensbegrænsning, udelukkelse af visninger på dårlige sider og mobilapps samt hvordan du optimerer, så læs vores tidligere indlæg: 8 Tips til Display.

 

Chross-Channel Remarketing

Vores seneste blogindlæg omhandlede Cross-Channel Marketing og hvordan du benytter dig af det. Men der er også mulighed for at lave remarketing på tværs af kanaler og medier. Hvis du fx annoncerer på Facebook og har en kampagne, der brager derudad og skaffer den ene kunde efter den anden, hvorfor så ikke prøve at målrette dine Google-annoncer mod denne målgruppe også? Det handler om at få mest muligt ud af alle sine kanaler og bruge sin viden og sine lister på kryds og tværs.

Ved hjælp af utm-parametre i dine Facebook-annoncer kan du lave en målgruppe i Google Analytics, som du kan bruge til en remarketingliste på Google.

Når du laver dine Facebook-annoncer skal du tilføje et utm-parameter.

Næste step er at oprette en ny målgruppe i Google Analytics. Du gør som før, da du importerede målgrupper fra galleriet.

Nu skal du bare vælge +Ny Målgruppe i stedet.

Her skal du vælge Betingelser, hvor du kan lave et filter, der hedder Kampagne. Her indtaster du en del af dit utm-parameter fra Facebook, som i dette tilfælde er “brdtst”.

Herefter vælger du antal dage og giver din nye målgruppe et navn.

Jeg har oprettet fire målgrupper i dette tilfælde, så jeg kan gå mere i dybden med varigheden af medlemskabet.

Nu har vi været igennem nogle forskellige måder at benytte sig af remarketing – og der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på. Det er helt op til dig og din virksomhed, hvilken løsning, der passer bedst til jer. Jeg håber, at det har givet indsigt i mulighederne og endnu større grund til at få lavet remarketing lige med det samme. Det er bare med at komme i gang!

Hvis du vil vide mere om hvordan du opsætter remarketing eller vil have hjælp til det eller din annoncering generelt, kan du Få et gratis og uforpligtende AdWords-tjek fra en af vores eksperter.

God fornøjelse!

Mike Hemdorff Jensen

Mike Hemdorff Jensen

Search Marketing Consultant hos Geniads.

Google Ads-nørd med fokus på grundighed. Jeg sætter en ære i at levere et godt og ærligt produkt til mine kunder. Jeg har tidligere undervist i Google Ads og Facebook.

Kontakt mig på mike@geniads.com eller giv mig et kald på 28 99 90 14.
Mike Hemdorff Jensen

Latest posts by Mike Hemdorff Jensen (see all)