Vigtig meddelelse: Nye ændringer i Merchant Center produktdata specifikationer

Google har netop meldt ud, at der pr. 1. september laves ændringer i kravene til forskellige produktdata.
Ændringerne skal være med til at forbedre de produktdata og informationer, der sendes ind til Merchant Centeret og derefter ud til brugerne på søgemaskinen. Jo mere og præcis information vi giver søgemaskinen, jo oftere vises vores produkter og jo bedre kan maskinen finde de mest relevante produkter frem i specifikke søgninger.

Beskrivelse som obligatorisk felt i Merchant Center Feed data

Hvad ændrer sig?
Ændringen for attributten description [beskrivelse] er formentlig den ændring, der vil få størst indflydelse på de fleste Merchant Centre. Det er i forvejen en attribut, vi vægter højt, når vi laver feed-optimering på tværs af brancher, men fra d. 1. september 2020 er den påkrævet for alle produkter.

Produkter, der ikke indeholder en beskrivelse, vil stadig være kvalificeret til at blive vist, men de vil blive nedprioriterede for andre lignende produkter, som altså har en beskrivelse. Så er man i en branche med hård konkurrence, og har man nogle meget korte, ”tynde” eller slet ingen beskrivelser på sine produkter, så kan man med fordel sætte ind her.

Hvilke af mine produkter mangler description/beskrivelse?

Merchant Centeret, som er linket til din Google Ads konto, viser dig hvilke produkter, der er begrænsede eller afviste grundet disse nye ændringer. Produkterne findes under ”Produkter” og ”Diagnostik” i menuen i venstre side. Fejlen vil hedde noget i stil med ”Begrænset performance grundet manglende værdi [beskrivelse]” eller “Missing value [description]” i den engelske udgave.

Se nederst i artiklen for nem Guide til at hente Merchant Center data korrekt ind i Excel*

Hvordan laver jeg en god beskrivelse, hurtigt?

Hvis du har været god til at udfylde andre attributter i dit CMS-system, og disse hentes korrekt ind i Merchant Centeret, kan disse attributter nemt bruges til at skabe en beskrivelse, der giver mere værdi i søgeresultatet.

Ved hjælp af Feed Regler kan man oprette en regel på attributten ”Beskrivelse”, hvor man selv vælger, hvilke andre attributter der skal skydes ind. Det kan f.eks. være, at man har en god titel, produkt type, et mærke, en størrelse, en farve/mønster eller andet på produktet. Alle disse kan sammensættes til mere eller mindre læselige beskrivelser. Vi anbefaler, at man som minimum sætter mellemrum mellem attributterne, så søgemaskinen forstår sætningen bedst muligt.

Lav produktbeskrivelser med feed regler

Her er et eksempel på [attributter] der kan bruges til at skabe gode produktbeskrivelser i en fart. Navigér til “Produkter” i venstre menu i Merchant Centeret, herefter “Feeds” og vælg det feed der skal redigeres. Vælg derefter fanen “Feedregler” i øverste menu. Tryk på “+” tegnet og vælg attributten beskrivelse.

Brug “ændringer” hvis du ønsker at tilføje data og værdi til dine beskrivelser og brug “datakilder” hvis du vil overskrive eller udfylde en attribut uden data i, som i eksemplet herunder:

Start med at vælge en betingelse/condition. I dette tilfælde bruger vi “description has no value” da vi beskrivelsen ikke er udfyldt i feed’et. Hvis man ønsker at overskrive beskrivelsen, bruges “description has a value”.

Brug herefter de allerede eksisterende attributter for at indsætte hver enkelt produkts værdier i beskrivelsen. Skab en mere letlæselig sætning ved at sætte statiske ord ind imellem attributterne:

Brug af feedregler i merchant center for ændring af beskrivelse.

Eksempel: [Produkt type] ” fra ” [mærke] ” i str. ” [størrelse] – ”Stort udvalg af børnetøj online”.

Tryk herefter “ok” og brug søgefunktionen i venstre side, for at lave stikprøver og tjekke de nye ændringer. Tryk på pilen for at se flere produktbeskrivelser eller indsæt specifikke produkt id for at se ændringer for specifikke produkter:

Forhåndsvisning af feed data ændring med feedregler

Forsøg så vidt muligt at få de vigtigste detaljer/attributter med i de første 160 til 500 tegn i beskrivelsen. Har man nogle generiske søgeord med god volumen, kan man også forsøge at sætte disse ind i beskrivelserne på de relevante produkter. Yderligere detaljer og best practices for beskrivelser kan findes her.

Har man allerede styr på content og produktbeskrivelser, kan man med fordel tage et kig på resten af ændringerne her.

*Guide til at hente Merchant Center data korrekt ind i Excel

I højre side, under grafen, findes en ”download pil”, som giver dig mulighed for at hente alle produkter med fejl ned som CSV fil.

Åbn Excel og hent filen ved brug af ”data” -> ”Fra tekst/CSV” -> vælg fil og ”importér” -> vælg under ”Filoprindelse” koden ”65002:Unicode (UTF-8)”.

På denne måde undgår du, at danske bogstaver som æ, ø og å vises forkert. Herefter fås det fuldstændige overblik over produkter med fejlmeldinger. Sortér evt. på kolonnen ”Issue title” og få alle ID’er med samme fejl listet efter hinanden.